Ny Idrætshal Slagelse

Den nye hal i Slagelse placerer sig i et udviklingsområde med mange eksisterende spor, mellem natursti, uddannelsesområde, det nye campus, stationen og bymidten. Vores bud på fremtidens sportshal i Slagelse, er komponeret af en bred vifte af aktivitetsrum. På den måde vil den nye hal afspejle Slagelse bys mangfoldighed.

 

Hallen er bygget op med 6 familiemedlemmer: Salen, Boxen, Tårnet, Tumlesalen, Spejlrummet og Zen. Brugerne kan gå direkte til den aktivitet de finder interessant eller har en aftale om at bruge, eller browse igennem dem og se hvilke aktiviteter der er i gang. Fra øst mod vest ligger rummene placeret skulder ved skulder. Aktivitetsrummene åbner sig op mod syd med hvert sit semi-klimatiserede rum.

Vi har skabt et udendørsmiljø som består af aktivitetszoner og zoner til ophold af forskellige karakter. Tæppet, Gulvet, Terrassen, Pausepladsen og Fitnessbanen er aktivitetszoner som supplerer byens eksisterende tilbud. I zonerne kan både formel og uformel brug for mange typer brugergrupper finde sted, og der er skabt plads til varierende, mangfoldige oplevelser herunder sociale aktiviteter og ophold såvel som de vilde eksperimenterende sportsgrene.

 

Med den nye hal i Slagelse åbnes et katalog af muligheder hvor brugeren bliver sat i centrum uden at overkomplicere fleksibilitet og tekniske løsninger. Idrætshallens uudnyttede potentiale bliver til samlingssted og forsamlingshus.

Titel: Nye tider - Nye haller
Bygherre: Slagelse Kommune og Lokale & Anlægsfonden
Areal: 1950 m²
År: 2016-2019
 
I samarbejde med MASU Planning og Rambøll